En enestående kat - nu i mit hjerte.

Et svært indlæg.

Lørdag kl. 16.30 sagde vi farvel til vores ene Somalikat Findus. Han blev kun knap 4½ år gammel, og det er ikke meget for en kat.
Desværre er racen noget skrøbelig - og det er der rigtig mange racekatte (og hunde) der er, højest sandsynligt pga. indavl.

Findus var begyndt at tabe sig her i løbet af tidlig sommer, og vi tilskrev det som ekstra aktivitet udenfor. Men set i bakspejlet har der ikke været "catfight" i vores have dette forår, så Findus har nok ikke haft de store kræfter allerede da foråret begyndte, og områdets katte skal generobrer deres teritorium, efter denne lange og snefulde vinter.

Findus var til sit årlige dyrlæge check d. 15. juni og her anbefalede dyrlægen at han skulle komme igen ugen efter til en tandrensning, han havde megen tandsten og havde tabt sig 800g - meget for en kat på lige omkring 4 kg.
Findus fik sine sædvanlige vaccinationer og vi fik af vide, at han godt kunne være lidt sløv de første par dage og at han skulle blive inde.
Han var meget sløv og fik ikke rigtig spist i dagene efter vaccinationerne, dyrlægen tilskrev det pga. tændernes dårlige tilstand.
Findus fik så sin tandrensning d. 22. juni og en omgang antibiotika samt en indsprøjtning der skulle hjælpe på smerterne i munden og give ham appetit. Han havde tabt sig yderligere 200 g fra d. 15. juni.

Vi så tiden an og d. 25. juni købte jeg noget specielt mad hos dyrlægen, som skulle give ham masser af kalorier til at komme ovenpå den hårde omgang. På det tidspunkt begyndte jeg at holde øje med hans vægt samt holde øje med om han overhovedet spiste sin specielle mad.
Det var ikke megen appetit han havde, han drak masser af vand, men jeg skulle insistere på at han skulle spise.
Han blev ved med at tabe sig og spiste ikke meget.
Jeg begyndt tvangsfodring af ham fredag med den specielle kost, en sprøjte hvor jeg hev mad op i, som blev sprøjtet ned i halsen på ham, mens han sad på mit skød.

Efter fodringerne var han træt og trak sig tilbage til sin plads i "mors skab" blandt "mors tøj", her lå han bare hele tiden, kun afbrudt af 2-3 tissebesøg på kattebakken om dagen.

Da han igår kun vejede 2,5 kg, var sløv, dirrede/rystede når jeg havde ham oppe, besluttede vi at kontakte dyrlægen igen.
Både min mand og jeg vidste godt, at Findus var meget afkræftet og det er altid en meget svær beslutning at sige farvel til et kæledyr. Men tanken om at han skulle lide endnu længere kunne ingen af os bære.

Vi tog til dyrlægen, der undersøgte Findus, hans temperatur var alt for lav han var afkræftede og kunne knap nok gå.
Dyrlægen forklarede, at der ville være max 15% chance for at han ville komme godt igennem yderligere behandlinger. Sandsynligheden for at det var kræft, var meget stor og det ville han alligevel ikke overleve.

Jeg græd, da vi tog den endelige beslutning om at sige farvel, til en helt enestående kat - der bare "var min kat".

Dyrlægen åbnede vinduet og forklarede, at Findus først ville få en sprøjte til at sove på og herefter få en sprøjte til at sove ind på.
Yderst professionelt gjort af dyrlægen og en fin måde for os, at sige farvel til Findus på.

Vi var hos ham hele tiden og det var tydeligt, at han endelig fik fred. Jeg lagde ham i hans transportkasse igen og da vi kom hjem fandt vi en fin kasse, hvori han blev begraves. Han var stadig helt blød og varm da han blev lagt til rette.

Nu skal han ligge i vores have til evig tid.


Her er Findus mens han var frisk.



Findus ta'r sig en middagslur på hemsen




Skønt med varme i brændeovnen




Findus i haven, der er kommet et nyt træ.






Findus passer på min sommerhat.



Findus - alt for tynd og meget syg.
 Lørdag inden vi tog til dyrlægen