Livet er fuld af kæmpe beslutninger.

De seneste 6-7 uger er som visket bort. Jeg har ikke levet - jeg har overlevet!

Jeg har først opdaget i fredags, at vinteren var blevet til forår og at det nu blev sommer.

Smerterne fra min diskusprolaps har gjort mig til invalid. Jeg har ikke kunnet andet end at ligge.
En veninde spurgte mig; "hvorfor ligger du der?" - Tja, jeg kunne ikke andet.

For 2 uger siden var jeg hos en body sds behandler. Han fik min ryg gjort smidig og jeg blev opmærksom på, hvilke uafsluttede ting i mit liv som jeg skal i gang at arbejde med. Jeg er godt i gang.

Desværre var jeg også nød til at blive smertebehandlet med morfin - meget imod mit princip, men jeg kunne bare ikke klare smerterne længere.

Forestil dig, at når du rejser dig fra liggende, sætter dig op, stiller dig op, så begynder det først at prikke og stikke i hele dit ben.
Derefter kommer der en fornemmelse af at blive stukket med en spids syl ind i din storetå.
Så begynder smerten nedefra ved anklen på ydersiden af dit ben, smerten fortsætter op igennem knæet og ind i den store muskel bag på låret. Det er uudholdeligt at stå eller gå! Selv ved morfin er smerten tilstede!

Så er det hele kampen med vores sundhedssystem. Kampen for at få en tid til forundersøgelse, når man er sendt videre fra en hospitalsafdeling til en anden. Bagerst i køen, venner.
Det er stadig ikke lykkedes, trods telefoniske rykkere og det faktum, at jeg er henvist d. 2.5.13!! Skulle jeg lige fortælle, at behandlingsgarantien skulle sikre mig et brev senest 8 arbejdsdage efter henvisningen er modtaget? Det er så en uge siden og jeg har intet modtaget fra Glostrup Hospital.

Så her i skrivende stund har jeg taget beslutningen - nok den største nogen sinde - at tage på Rygklinikken i Hellerup til lægeundersøgelse på torsdag.
Jeg lægger min førlighed i hænderne på en kirurg, der kan skære min diskusprolaps væk. Og gerne så hurtigt som muligt.
Det er en mega stor beslutning, som body sds terapeuten ikke vil anbefale mig.
Men jeg har simpelthen ikke "råd til" at vente længere på, at jeg kan gøre mig selv rask med træning (og jeg har trænet meget), body sds, fysioterapi eller kiropraktik.

Jeg har en familie, der lider under min sygdom.
Jeg har veninder, der i den grad ikke bliver plejet.
Jeg har gospel venner, jeg ikke kan synge med.
Jeg har et arbejde, jeg ikke kan passe.
Jeg har træningskammerater, jeg ikke kan træne med.
Jeg har en fin ny cykel stående i skuret, som jeg ikke kan køre på.
Jeg har en planlagt ferie med min familie om 2 måneder.

Kort sagt, mit liv er på stand by og det hverken kan eller vil jeg være med til længere!